Højtidshygge – højtidsstress – behov for stress behandling?
Én glad fredfyldt og samlet familie er nok de flestes ønske, når vi samles til højtiderne. Særligt til jul og nytår er der meget på spil; kærlighedsbudskabet, gaverne, hyggen, maden og drikkevarerne samt ønsker om et særligt godt næste år. Der er virkelig lagt op til, at det hele skal gå op i en højere enhed.
Resultatet bliver ofte et andet, fordi forventningerne er for store og for urealistiske i forhold til virkelighedens ressourcer og muligheder.
Mange oplever det samme pres og ubehag hvert år, fordi det som opbygger presset og ubehaget aldrig er blevet behandlet. Familiens indre drive kan være styret af:
”Nu skal vi have det godt, være næstekærlige og hygge os, og det skal ikke blive ødelagt af, at der er en eller flere, der ikke har det godt, med måden vi gør det på.”
Stress behandling til gamle familiesår
Gamle svigt, søskendemisundelse, jalousi, belastet økonomi, alkohol overforbrug og fastlåste familiemønstre får optimale betingelser for at komme i fuldt flor, når julefreden indfinder sig efter en stresset december med for mange krav og muligheder og for lidt tid og overskud.
Det er nærmest en naturlov, at de ting der er undertrykt, må bryde frem under sådanne betingelser. Resultatet er svære følelser, uindfriede forventninger, gråd og tænders gnidsel, hvilket bekræfter og cementerer familiens smerte, så det uforløste ligger klar igen til næste sammenkomst.
Hvis vi ønsker at nærme os ”glad fredfyldt højtid med en samlet familie” må vi turde begynde at behandle, det som er årsagerne til pres og ubehag. Behandle betyder tage frem i lyset, acceptere det hændte, og at det har konsekvenser, samt acceptere at vi oplever hændelser forskelligt, og at en hver har ret til sin egen måde at opleve på.
Stress behandling i gamle dage, som ikke eksisterende
Jeg er vokset op i et landbrugsmiljø nordvest for Skive i 60èrne og 70èrne. Der var det at tie og gøre som om at hændelser ikke eksisterede den gennemgående og mest anvendte metode i forhold til svigt, krænkelser, dårlige nerver, som det hed den gang samt problemer med forholdet, alkohol eller økonomi. Metoden med at fortrænge er vi mange, der er rundet af i vores opvækst.
Metoden med at fortrænge lader bare tabuer, traumer og lidelse gå i arv fra generation til generation. Det er vigtigt at opdyrke nye måder at være sammen på, hvor der er respekt for og accept af forskellige former for hygge, glæde, mad- og drikkevaner samt nærvær.
Det er vigtigt at vi i vores familier kan nyde julen, nytåret og andre højtider, så oplevelsen bliver nærende for hver enkelt.
Stress behandling på den hjemmelavede måde
Hvis du kender til ovenstående, så er anbefalingen herfra blandt andet udøve nogle af nedenstående forslag:
Del oplevelser og hav den dybeste respekt for forskellighed. Lyt til de andre. Giv plads til følelser. Vær nysgerrig og medfølende. Accepter at vi gør ondt på hinanden, også uden at ville det. Påtag dig ansvaret for dit eget, så skylden ikke lander hos andre.
Så opstår der på et tidspunkt mere tryghed, varme og samhørighed. Søg hjælp hvis du ikke kan selv, så der bliver forhåbentlig på sigt brug for færre af min slags, nemlig terapeuter og andre professionelle hjælpere.
I ønskes et godt nytår på hver jeres måde.
Jens Jakob Grundvad