Når nære relationer smerter i stedet for at give energi og livskvalitet
Jeg havde på et tidspunkt et samtale forløb med en kvinde i 50`erne, hun var sygemeldt med depression. Da jeg kom til at tale med hende, nærmest væltede det ud af hende, at den største belastning hun havde i sit liv var hendes far.
En far som havde været selvcentreret, dominerende og krænkende, så lang tid hun kunne huske tilbage. Det pinte hende, hver gang hun skulle være sammen med ham i forskellige sociale sammenhænge. Et hvert møde med faren gjorde hende ked af det og energiforladt.
Hun havde ikke længere nogen positive følelser eller forventninger til faren, og havde ikke lyst til at være sammen med ham. Og dog inviterede hun sine forældre, når det var hendes tur og deltog, når hun var inviteret.
Grænser og fasthed kan opbygges
Da jeg forelagde hende muligheden for at begynde at leve efter egne ønsker og grænser, frem for efter hvad man i hendes familie bør og automatisk gør
Sagde hun først.
”Det kan da ikke passe, at jeg skal opdrage på mine gamle far, det kan man da ikke”. Svaret var, ”Jo, hvis det er nødvendigt”.
Derpå begyndte hun at samle mod til at sige fra overfor for faren, i forhold til hvad hun ville udsættes for og være vidne til af verbale krænkelser.
Det tog lidt tid og nogle samtaler for hende at komme i gang med at beskytte sig. Hun startede med at give sig selv mulighed for at gå væk, når faren rullede sig ud. Senere begyndte hun med besvær og hjertebanken, at bede ham om at opføre sig ordentligt, når han var gæst hos hende.
Faren blev lidt nemmere at være sammen med, når hun satte grænser for ham. Den krænkende mister jo ofte lidt momentum, når der begynder at opstå grænser, hvor der før var frit spil.
Forandring og vedligehold deraf
For kvinden her blev det rarere at være i sociale sammenhænge med sine forældre. Hun erfarede, at hvis hun lod sin beskyttelses strategier blive hjemme, så tog faren sin gamle plads igen. Så hun var nødt til at blive ved med at vedligeholde sine nye grænser og den nye adfærd.
Faren ændrede sig ikke, så hun måtte gennemføre sin forandring, hvilket hun heldigvis turde og kunne. Hun fik for øvrigt en sidegevinst. Kontakten til søn og barnebarn blev bedre, da hun lærte at blive tydelig med sine egne grænser og behov.
Der er altid håb for udvikling
Når relationer er smertefulde er der altid mulighed for udvikling. Det kan godt være, du ikke kan få den anden med i terapi. Det kan være, at den anden ikke kan eller vil forandre noget ved sig selv eller ved relationen til dig.
Men du kan arbejde med dine tanker, følelser og handlinger og på den måde forandre din del af relationen og dit forhold til den anden, hvilket uvægerligt også vil skabe en forandring.
